Luseæg

Luseæg er små og kan være vanskelige at få øje på. Der findes 3 arter af lus, som lægger æg på mennesket. De enkelte arter lægger deres æg forskellige steder af kroppen:

  • Hovedlus (håret på hovedet)
  • Fladlus (kønsbehåringen)
  • Kropslus (tøjet)

Hvis man finder luseæg i hovedbunden på f.eks. sit barn, bør man kun påbegynde behandling med luseshampoo eller andre lusemidler, hvis man også finder levende lus.

Fælles for alle luseæg er, at de:

  • er meget små og kan være svære at få øje på
  • ikke bevæger sig fra det materiale, de er lagt på (hår eller tøj)

Lus lægger også altid deres æg direkte på deres vært eller i dennes tøj (afhængigt af hvilken art der er tale om).

Lus fastklistrer deres æg på hårstrå

 

Hovedluseæg

Hovedluseæg er små, ovale og hvide. De sidder på hårrøderne i hovedbunden og er fæstnede til hårstrå. Lus fæstner aldrig mere end ét æg pr. hårstrå. Hunlusene foretrækker at lægge æggene i den bagerste del af hovedet og især bag ørerne samt i nakken.

En hunlus lægger 6 – 7 æg pr. døgn og mellem 50 og 100 æg i sin livstid. Æggene udklækkes efter 5 – 11 dage ved en temperatur på 35 – 37,8°C. Hvis temperaturen er under 23°C, udklækkes æggene ikke.

De nyudklækkede lus skal indtage blod inden for 24 timer efter klækkelse for at overleve.

Hovedluseæg er små, hvide og ovale

Når folk finder luseæg i håret, spekulerer de ofte på, om det er udklækkede æg (dvs. tomme luseæggeskaller) eller uudklækkede æg (dvs. nye æg der skal udklækkes).

Eftersom menneskets hår vokser 2 – 3 cm pr. måned, er alle æg der findes 1 – 1,5 cm oppe på ad hårene mindst 12 dage gamle. Disse æg er normalt allerede udklækkede. Hvis ikke de er udklækkede, bliver de det heller ikke fremtiden, fordi de allerede er for gamle.

Luseæg fra hovedlus skal fjernes med en lusekam, som bør anvendes i kombination med lusemiddel eller lusebalsam. Herudover bør man også vaske tøj og sengetøj samt rengøre hjemmet for at bekæmpe lusene effektivt.

Du kan læse mere om hovedlus her.

 

Fladluseæg

Fladluseæg lægges normalt på de stride hår i kønsbehåringen omkring kønsdelene. De kan dog også findes i andre områder af kroppen, hvor hårene er stride som f.eks. i skæg, øjenvipper eller armhuler. Hovedhår er normalt ikke stride nok til, at fladlus lægger deres æg der.

Hunfladlusen lægger ca. 3 æg pr. dag og mellem 15 og 50 æg i sin livstid. Æggene fastklistres til hår og sidder i små sække, som er lysebrune i farven. Når æggene udklækkes (efter 6 – 10 dage), er de tomme æggesække hvide. 

Herefter følger tre nymfestadier, som samlet varer 27 – 33 dage og ender i voksenstadiet. En fladlus udvikler sig fra æg til voksen på 33 – 43 dage. De voksne lever i op til 30 dage. De ernærer sig udelukkende af blod fra mennesker og indtager blod 4 – 5 gange dagligt.

Fladluseæg er brunlige og sidder i små 'sække' på kropshårene

Selvom fladlus normalt lægger deres æg i kønsbehåring, kan de i sjældne tilfælde også lægge dem i andre stride kropsbehåringer som f.eks. øjenvipper eller skæg

De voksne fladlus samt deres æg bekæmpes med receptpligtigt lusemiddel.

Du kan læse mere om fladlus her.

 

Kropsluseæg

Kropsluseæg er små, hvide og ovale ligesom hovedluseæggene, men i modsætning til hovedlus lægger kropslus næsten altid deres æg i tøj. De sidder især i tøjsømme og folder, hvor de voksne lus også lever. Æggene såvel som lusene findes især på steder, hvor tøjet sidder tæt ind til kroppen. Æggene er fastklistrede til tøjfibrerne. I nogle tilfælde kan kropslus dog også finde på at lægge æg i kropsbehåring.

En kropslus lægger 200 – 300 æg i sin livstid og mellem 6 og 9 æg pr. dag. Æggene udklækkes inden for 5 – 10 dage, men hvis tøjet tages af om aftenen (og derved fjernes fra kropsvarmen), kan der gå helt op til 2 uger, før de klækkes.

Fordi æggene primært lægges i tøjet, fjerner man dem ved tøjvask. Vandets temperatur skal være minimum 55°C og tøjet skal vaskes i mindst 20 minutter. De voksne kropslus bekæmpes på samme måde.

Du kan læse mere om kropslus her.

 

 

Se evt. også vores artikel om livscyklussen hos lus her.